Atข้าม Nullarbor - hvad er det egentlig lig?

Den Nullarbor Plain, med den længste strækning af lige vej i Australien, er noget, du lærer om i grundskolens geografi og er berømt i australsk folkeeventyr. Som skolebarn forestillede jeg mig det som en blanding af Great Sandy Desert og Sahara-ørkenen, med kæmpe sandbakker og ingen civilisation i tusindvis af kilometer. Nu, efter at vi selv har krydset Nullarbor, ved vi, at mine barndomsforestillinger var meget forskellige fra virkeligheden.

Fra den vestlige australske side starter krydsningen af Nullarbor i Norseman, som ligger omkring 200 km nord for Esperance, og slutter i Ceduna i South Australia. Den samlede afstand mellem de to er omkring 1200 km, med asfaltvej hele vejen og en række vejhuse til brændstof. De fleste af de otte vejhuse tilbyder overnatning, lastbilstop-mad og nogle basale fødevarer, med nogle, der også har fulde restauranter og barer. Ikke helt super fjern ørkenrejse, men stadig langt nok til at kræve nogen planlægning, før du starter.

Så hvordan er Nullarbor egentlig? Landskabet er mere variabelt end jeg havde forventet, selvom det med undtagelse af klipperne ved Bight ikke er den mest maleriske natur.

Den første dag af turen så os køre fra Norseman til et gratis campingsted lige efter Balladonia gennem "Arid Desert Woodland", som er en af verdens ældste og tætteste skove. Det ser meget ud som tæt buskland med små træer og masser af undervegetation. Vi stoppede kort ved Balladonia roadhouse for brændstof og varme chips og elskede at se stykket Skylab-rumaffald på taget. "90 Mile Straight" begynder omkring Balladonia, og trods mine planer om at tage et familiefoto foran skiltet, var det pludselig over os, før vi vidste det, og vi formåede at køre forbi skiltet uden at kunne stoppe. Heldigvis er der et på begge ender af den lige vej.

Den anden dag så vi afslutte 90 Mile Straight, med et hurtigt fotostop ved skiltet og derefter det første hjørne på lang tid. Der er et blæsehul ved Caiguna, men da vi kæmpede med 50 km/t modvind og allerede kørte meget langsomt, stoppede vi ikke. Vi kørte også lige igennem Cocklebiddy og sprang over Chapel Rock-formationen, Eyre Bird Observatory og Baxter Cliffs, da vinden var forfærdelig.

Landskabet skiftede fra tæt buskland til mere åbne heder, selvom vi stadig kørte gennem sektioner med større træer. Da den langsomme kørsel fortsatte, så ud landskabet meget fladt og lidt ensformigt, og vores børn døbte det til “Nullaboring Plain”.

Jeg antog, at vi kørte på en flad slette tæt på havniveau, men da vi nåede Madura Pass indså jeg, at jeg havde fejl. Denne pass, der ligger et par kilometer øst for Madura roadhouse, ligger øverst på en skråning med fantastiske udsigt ud over Roe Plain mod Southern Ocean.

Roe Plain er stor, flad, med lavtvoksende planter og ser ud som jeg forestiller mig afrikansk savanne. Der er et hvileområde øverst på passet, der er perfekt til fotos. Vi campede den nat på en gratis camp på Roe Plain og var overrasket over at finde mange skaldyr omkring lejrpladserne. Det ser ud til, at denne slette engang var en del af havbunden.

Den gratis camp var en, der blev tilbudt af WA-regeringen, med masser af plads, mange piknikborde og bedst af alt toiletter (lang drop). Vi var imponeret over, hvor mange hvileområder der blev tilbudt langs vejen. Ikke alle havde toiletter, men hvis du er selvforsynende, er der bestemt ingen mangel på steder at campere eller stoppe for en kop te.

Den tredje dag besluttede vinden endelig at være venlig over for os og vendte 180 grader, nu skubbede den os fremad. The Roe-sletten ender, når du passerer gennem Mundrabilla og kører op ad Eucla-passet tilbage på skråningen. Vi stoppede for brændstof i Eucla, som er den sidste by på WA-siden af WA/SA-grænsen.

Roadhuset har et hyggeligt hotel/motel, campingplads, museum og legeplads. Vores børn elskede den “gamle skole” legeplads med metalrutsche og gynge og også Leeuwin Whalen, som er en stor betonhval finansieret af Albany turistbestyrelsen. Ruinerne af The Eucla Telegraph-stationen ligger også en kort afstand fra roadhuset.

Næste stop var grænsebyen. Der er en streng karantænekontrol ved grænsen, når du kører ind i WA. Karantæneofficererne vil kontrollere din bil, dine køleskabe og dine skabe efter friske frugter og grøntsager og andre ting som honning. Tjek den relevante regeringshjemmeside for information om karantænebegrænsninger. Når du kører ind i SA, bliver du ikke kontrolleret ved grænsen, det første SA-karantænepunkt er i Ceduna.

Vi stoppede ved grænsebyens roadhouse og tog lejligheden til et foto af den kæmpe vegemite-holdende kænguru. Det er ikke hver dag, man ser en af dem!

Kørende videre ind i South Australia får du din første mulighed for at se klipperne ved Great Australian Bight. Der er flere udmærkede fotosteder – med parkeringspladser – til udsigt over klipperne. Klipperne er absolut spektakulære og alt, hvad jeg havde håbet, de ville være. Ved vores første fotostop var der ingen barriere, og vi kunne ikke komme for tæt på kanten, da vindene stadig var så stærke, at jeg troede, jeg ville blive blæst væk. Udsigten var fantastisk!

Vores anden klippekyst stop havde en indhegnet sti ud til et punkt for endnu flere fantastiske billeder. Med hensyn til vindens styrke og klippernes underspyling var vi mere end tilfredse med, at der var nogle hegn på plads.

Vores plan havde været at slå lejr på klipperne for natten. Det var en bucket list ting og noget, vi havde glædet os til. Vi har alle set billeder af mennesker, der gør det, og det ser fantastisk ud, men med vindene så stærke og vejret koldt og elendigt, besluttede vi, at det ikke ville være et godt valg. Vi fortsatte på vores vej og håbede at finde en beskyttet lejrplads for natten, hvilket var lettere sagt end gjort.

Sent på dagen kom vi over afkørslen til Head of Bight hvalobservationscenter. Centeret drives af Aboriginal Lands Trust og er beliggende på klipperne i Bunda, med fantastiske udsigt over Bight og, vigtigere, masser af hvalobservation. Området er en yngleplads for Southern Right Whales (maj – oktober) og centeret garanterer endda, at du vil se en hval, hvis du besøger i højsæsonen mellem juni og august.

Mens vi fortsatte vores søgen efter en beskyttet lejrplads, kørte vi gennem Treeless Plain, som er et område uden træer overhovedet, der starter nær Nullarbor roadhouse, omfatter afkørslen til Head of Bight og fortsætter i cirka 20 km. Vi fandt endelig en anden hvileplads ved 222 km peg nær Yalata, godt beskyttet med masser af træer, men også masser af plads.

Vores sidste dag krydsende Nullarbor så os tankende i Nundroo, som hævder at være Australiens vombat-hovedstad, passere afkørslen til Fowlers Bay og Mexican Hat Head, og stoppe i Penong til frokost i byparken. Penong er hjemsted for Australiens største vindmølle og har et fantastisk udendørs vindmøllemuseum.

Afkørslen til den berømte surfstrand Cactus Beach er også i Penong. Som en ivrig surfer i sine yngre dage besluttede Cameron, at det var værd at køre de 20 km af grusvej for at se den. Kørslen ind var ret interessant med mange sanddyner og saltsøer, nogle af dem var endda rosa, langs vejen.

Der er en rustik campingplads lige ved stranden, som er et yndet sted blandt ivrige surfere. Surfen var ikke op det dag, men det var stadig et fantastisk sted at se. Ved at vende tilbage til asfalten fortsatte vi til Ceduna og slutningen på vores Nullarbor-eventyr, endnu et punkt på vores bucket list er afkrydset.

Selvom kørslen er lang, er der mange interessante steder og også nogle mærkelige ting at holde øje med under krydsningen. Vores favoritter var:

• The Nullarbor Links – verdens længste golfbane.

Det er en 18-hulls golfbane, der starter i Kalgoorlie og slutter i Ceduna. Hullerne har nogle interessante navne, og mange af teeene er ved vejhuse langs vejen.

• Pyntede træer

I sandt outback-australsk tradition er der specielle træer langs vejen, der er pyntet med et specifikt tema. Hold øje med Teddy Bear Trees, Tea Cup Tree, CD-træ, Bra Tree, Underwear Tree og Cooking Pot Tree. Rejsende er velkomne til at tilføje deres egne ting til træerne. De fleste af dem er opført på wikicamps.

• Dyrs advarselsskilte

Der er forskellige dyreadvarselsskilte langs vejen. Vores favorit var skiltet med Kamel, Wombat og Kangaroo.

• RFDS Nødlandingsbaner

Dele af motorvejen er udpeget som nødlandingsbaner for RFDS. Der er skilte og vejmarkeringer til at informere dig om, hvor de er. Du må ikke stoppe i disse områder.

Krydser Nullarbor Plains er en eventyr i sig selv og absolut værd at gøre. Det er noget, vi ville gøre igen, selvom måske i hvalsesongen og uden vinden næste gang.

Vil du nemt finde campingpladser og attraktioner langs Nullarbor? Download den gratis CamperMate-app