De ruffede, bikuplignende kupler i Bungle-Bungle Range er et billede, du vil finde plakatet over turismeannoncer gennem hele nordlige Western Australia. De er en af Kimberleys mere ikoniske destinationer, og selvom de ligger langt nok fra de slagne stier for at bevare en følelse af fjernhed, kan de måske være en af regionens mest tilgængelige skatte.
Så tæt og endnu så langt væk; mens det i dag er blot 80 km fra en hovedvej, forblev Purnululu skjult og utilgængelig helt op til slutningen af det tyvende århundrede. Det var en af de sidste steder i Australien, der blev "opdaget" i den moderne tid, selvom det har været et vigtigt sted for aboriginerstammer i tusinder af år.
Dyb skåret dale, ruffede kløfter og spektakulære sandstenskarstformationer af bulende tors og honningkagekupler stiger fra vidstrakte savannegræsmarker. Rækken er hovedsageligt devon-tidsalder kvarts sandsten, hvilket placerer den cirka i 20 millioner år gammel række. Eroderet og nedslidt over tusinder af år til de slående formationer, de tager i dag, eksisterer landskabet kun på grund af en unik serie af geologiske, biologiske og klimatiske forhold, der danner et sted, der ikke ligner noget andet i verden.
Efter at have besøgt i nogle dage i maj, hvordan ville jeg opsummere det?
Vel, det var tørt, fjern, ubehageligt varmt, og fluerne var absolut forfærdelige, men hey, hvis du er så generet af disse ting, har du virkelig ingen forretning med at udforske outback Australien. For at være ærlig, valgte jeg sandsynligvis ikke den bedste tid at besøge, da gåtur er den eneste måde at rigtigt udforske dette sted på. Med det sagt, er de dybe kløfter og tørre kløfter gode til at undgå varmen. Der er ingen steder at svømme, undtagen lige efter tunge våde sæsoner, hvor du måske kan finde nogle dejlige damme at tage et bad i.
Fotografering er dog en af højdepunkterne. De levende farver og de unikke klippeformationer gør Purnululu til et af de bedste steder i landet at fotografere. Parken kan nås fra Broome eller Kununurra, og det er en 80 km kørsel ind ad en vej, der kan variere meget. Jeg har hørt nogle sige, at den er forfærdelig og tog næsten tre timer, mens vi ramte den ikke lang tid efter opgraderingen, så fandt vi den bare fint.
Uanset hvordan er det en smuk køretur, så der er ingen grund til ikke at tage sig tid. Rullende bakker og ruge bjerge malet i en række okkerfarver, sprøjtet med spinifex og knudrede spøgelsesgummi – det er nogle karakteristiske og ikoniske australske landskaber, og alt før du endda ankommer.
Efter at have stoppet på informationscentret, kan du gå til venstre eller højre for at udforske de to forskellige sektioner af parken. Vi valgte venstre først og gik mod Echidna chasm. Der er et udsigtspunkt til venstre efter et par kilometer, som jeg anbefaler, at du kommer tilbage til sent på eftermiddagen, fordi der er en fantastisk udsigt over bjergkæden. Den imponerende sandstensmasse og kalkstensryg opfanger nogle fantastiske farver ved solnedgang.
De to campingspladser inden for parken er basale og tilbyder drop-toiletter. Den omgivende beliggenhed er dog svær at finde fejl på. Hvis du vil campere på et mere afslappet sted, er Tasman Holiday Parks Kalbarri et godt nærbeliggende alternativ.
Problemet med dybt indskårne kløfter og ravineområder i varmen som denne, som fotografientusiast, er at du altid vil stå over for en form for dilemma. Meget tidligt om morgenen og lige så sent om eftermiddagen er den bedste tid til at gå, når det stadig er rimeligt køligt og fluerne ikke synes at have bemærket, at det er dag. På den anden side vil kløfterne være et labyrint af skygge og dårlig belysning, indtil midt på dagen.
Echidna Chasm er bedst at gå fra omkring 10:30 til 11. Dette er, når lyset rammer den lange, dybe og smalle kløft lige rigtigt, og skaber en dyb, gylden glød gennem de snoede indhegninger.
Der er to andre kløftvandringer herude, Mini Palms og Homestead Valley, som vi fik med før Echidna. Mini Palms har nogle klatring i klipper og udsatte vandløb, og selvom de titulerede palmer ikke er mere end et par unge palmetræer, er kløften i sig selv ret imponerende. Homestead Valley er lignende, med høje klipper af bulende, konglomeratklipper, hvor Livingstonia-palmer klæber farligt til små huller i klipperne.
Næste eftermiddag tog vi til den anden ende af parken, hvor du finder de biklignende kupler, som Purnululu er kendt for. Varierende bånd af orange og sort maler kuplerne, en skorpe af alger og silika, mere specifikt kendt som Cyanobakterier. Disse er enkeltcellede fotosyntetiske organismer, og det er deres tilstedeværelse og stabilitet, der beskytter de gamle formationer.
På køreturen ud er der masser af steder at stoppe og beundre den fantastiske geologiske arkitektur, og når du er der, finder du et godt udvalg af vandrestier. Skjult inde i kuppelmarken er Cathedral Gorge, et naturligt amfiteater og en enorm afrundet kløft med en pool af mørkt vand i midten. Endnu engang er det et af de steder, der ser ud til at være skabt for spektakulær fotografi.
Til sidst er der den 20 km lange vandring ind i hjertet af bjergkæden, der udforsker nogle af de fjerneste kløfter længere væk. Jeg gik ind og forventede at komme et par kilometer videre, men varmen var uholdelig ved 9 og fluerne blev bibelske, så jeg gav op og nød de nærliggende kupler i stedet, og efterlod det som et sted, der beder om yderligere udforskning en dag i fremtiden.
En anden måde at opleve dette bizarre og smukke landskab er fra luften. Der er et par firmaer, der tilbyder panoramatur, nogle inden for parken og nogle længere væk, og som tilbyder en uovertruffen udsigt over landet.
For at opleve et sted som dette fuldt ud, skal du dog virkelig gå derud. Det er et ruget, vildt og urørt hjørne af landet, men stadig ret tilgængeligt – den type sted, der synes at blive færre og færre. Giv det endnu ti år, og vejene kan være asfalteret, og nogen vil sandsynligvis bygge et stort 'ol resort lige ned ad vejen, selvom det er en ulempe eller en fordel, er op til dig.
